Samlingen af kampvogne på Pansermuseet rummer eksemplarer, af de vogne der har gjort tjeneste i den danske hær siden 1945. Eneste undtagelse er kampvogn Leopard 2A5/2A7, der er hærens aktive kampvogn, vi har dog en Leopard 2A4 på museet.
Samlingen viser udviklingen af det danske panservåben fra de første amerikanske Sherman M4A3, der blev modtaget i starten af 50’erne over den første moderne kampvogn, den engelske Centurion, som udgjorde rygraden i det danske panservåben fra 1953 til midten af 80’erne.
I midten af 70’erne blev Centurion kampvognene suppleret med 120 tyske Leopard 1A3 kampvogne. Begge typer blev løbende produktudviklet og levetidsforlænget. Denne udvikling foregik i tæt samarbejde med virksomheder i den danske forsvarsindustri.
Samtidig med at forsvaret fik egentlige kampvogne, eksempelvis Centurion, tilgik også såkaldte opklaringskampvogne af typerne M24 Chaffee, M41 Walker Bulldog og panserjægeren M10 Achilles.