M41 kampvognen, kendt i amerikansk tjeneste som ”Walker Bulldog”, er lige som M24 Chaffee en opklaringskampvogn. M41 gik i tjeneste i den danske hær i 1962, hvor Forsvaret fik 53 stk. nye M41. Det var de sidste kampvogne som Danmark fik gratis som våbenhjælp fra USA i forbindelse med genopbygningen af det danske forsvar efter 2. verdenskrig.
På samme måde som med Centurion kampvognen, blev M41 også levetidsforlænget og opgraderet flere gange, mens den var i tjeneste. Den sidste opgradering af M41 fandt sted sidst i 80erne. Den havde på samme måde, som det var tilfældet for Centurion, det formål at give M41 evnen til at kæmpe om natten, samtidig med, at der blev indbygget en moderne dieselmotor, der gav vognene langt længere rækkevidde end den oprindelige benzinmotor havde.
Efter opgraderingen af M41 havde forsvaret en moderne opklaringskampvogn, med betegnelsen M41 DK-1, som skydeteknisk var på højde med Centurion, og dermed lige så godt til at operere i mørke, som Centurion kampvognen var. Udover nyt mørkekampsudstyr, blev M41 også udrustet med ny panserbrydende ammunition, der gav bedre muligheder for at nedkæmpe fjendtlige kampvogne.
Erfaringerne fra godt og vel 10 års anvendelse af Leopard kampvognene var en del af beslutningsgrundlaget for opgraderingen af M41, og flere komponenter fra Leopard blev således også anvendt på M41 DK-1. Det mest synlige eksempel herpå er bælteskærmene, der er af samme type som på Leopard 1. Tårnkurvene på siden af og bag på tårnet bidrager sammen med bælteskærmene til at give M41 DK-1 et helt andet visuelt udtryk end den oprindelige M41.
M41 DK-1 blev gradvis udfaset af forsvaret, i forbindelse med, at enhederne på Sjælland overgik fra kampvogn Centurion til kampvogn Leopard 1A5. I den forbindelse blev det besluttet, at opklaringseskadronerne ved Gardehusarregimentet også skulle have kampvogn Leopard 1A5 som hovedvåben. M41 DK-1 blev derefter kun brugt ved Bornholms Værn.
M41 DK-1 kampvognen blev officielt udfaset pr. 01 JAN 2000, hvorefter den er blevet brugt som skydemål på Rømø, bjærgningsobjekter ved div. skoler, samt et antal (4 stk.), der i dag er “til tjeneste” ved panserforeningerne i Danmark.
Det udstillede køretøj er fuldt køreklar.
M41 DK-1 | |
Oprindelsesland: Danmark (USA) | |
Type: Let kampvogn | |
Hastighed: 72 km/t | |
Rækkevidde: 750 km på vej | |
Vægt: 25 tons tom / 27 tons kampklar | |
Bredde: 3,33 m | |
Højde: 3,25 m m/kuppelgevær | |
Længde: 5,81 m vognene / 8,22 m kanon kl. 12 | |
Besætning: 4 mand | |
Bevæbning: 76 mm kanon, 7,62 mm kuppelgevær (LMG), 7,62 mm tårngevær (LMG), 76 mm røgkastere | |
Motor: Cummins V8 14,8 liter VTA-903TR 465 HK diesel ; Hjælpemotor Honda generator 3-cylinder | |
Transmission: Allison CD 500-3 med 3 frem, 1 bak | |
Indførelses år: 1962 (ombygget til DK-1 sidst i 80erne) | |
Udfaset år: 2000 |