
Leopard 1A3 kampvognen blev leveret til det danske forsvar i perioden 1976-1978, i et antal af 120 stk.
I 1991 blev disse vogne suppleret med 110 brugte tyske Leopard 1A3 og 1A4. Alle 230 Leopard 1 blev opgraderet til Leopard 1A5 DK standard i 1993. Hovedformålet med dette opgraderingsprogram var at give kampvognene evnen til at kæmpe effektivt om natten. De blev således udrustet med nyt ildledelsessystem (EMES-18), termisk sigte og laserafstandsmåler.
Nogle år senere blev 36 Leopard 1A5 DK opgraderet til Leopard 1A5 DK-1, der blev anvendt på missioner på Balkan. Denne opgradering tilføjede bl.a. en generator og et airconditionsystem, som er monteret bag på tårnet.
Leopard 1 (den såkaldte 3er vognen i hver deling) kørte med et dozer blad monteret.
Derudover er der anskaffet og udviklet to forskellige bjergningsvogne og en pansret brovogn på Leopard 1 undervognen, ligesom der er udviklet et særlig dansk pansret minerydningskøretøj (PNMIRK) på Leopard 1 undervognen.
I udstillingen på Pansermuseet skiftes der lidt mellem hvilke vogne der er udstillet, vi har en A5 DK (62.427), en A5 DK-1 (62.486) som undertiden har monteret en mineplov fra det Israelske firma RAMTA. Individ nr. 62.425 deltog i Operation Bøllebank i Bosnien i april 1994, og er derfor malet hvid, den er bygget tilbage til en A5 DK udgave som den stod i Bosnien, men var blevet ombygget til A5 DK-1 efter hjemkomsten.
De 230 Leopard 1A5 kampvogne i den danske hær blev i perioden 2004-2005 erstattet af 57 Leopard 2A5.
De udstillede køretøjer er fuldt køreklarer.
| Leopard 1A5 DK-1 kampvogn | |
| Oprindelsesland: Tyskland | |
| Type: Middeltung kampvogn | |
| Hastighed: 65 km/t | |
| Rækkevidde: 450 km på fast banet vej | |
| Vægt: 42,4 tons kampklar | |
| Bredde: 3,41 meter | |
| Højde: 2,8 meter med kuppelgevær | |
| Længde: 6,94 m vognen / 9,54 meter kanon kl. 12 | |
| Besætning: 4 mand | |
| Bevæbning: 105 mm L7A1 riflet kanon, 7,62 mm kuppelgevær (LMG), 7,62 mm tårngevær (LMG), 76 mm røgkastere | |
| Motor: V10-cylinder MTU MB 838 Ca M500, 37,4 liter 830 HK, Multi-fuel | |
| Transmission: 4-trins ZF Hydromedia 4 HK 250 gearkasse med momentomformer | |
| Indførelsesår: 1976/1991 (ombygget til A5 DK i 1990-93 og 36 stk. til A5 DK-1 i 1994-95) | |
| Udfaset år: 2005 |

