www.pansermuseet.dk
M24 Chaffee

M24 ”Chaffee” er en opklaringskampvogn, som Hæren modtog i 1953-54 som våbenhjælp, på samme måde som Hæren fik M4 Sherman, M10 Achilles, M41 Walker Bulldog og Centurion kampvognen.

M24 er som nævnt en opklaringskampvogn, dvs. en kampvogn, der er udviklet til at støtte opklaringsenheder, hvis primære opgave er at prøve at finde ud af (med andre ord – opklare), hvor fjenden opholder sig. En opklaringskampvogn er derfor relativt lille, relativt hurtig, relativt let pansret og relativt let bevæbnet i forhold til en middeltung kampvogn som feks. Leopard 1.

Disse egenskaber er vigtigere end en kraftig kanon og tungt panser, da opklaringsenheder ikke har til formål at gå i kamp med fjenden, men derimod at finde ud af, hvor fjenden opholder sig, rapportere dette til egne enheder og derefter undvige fjenden. Opklaringsenheder vil som udgangspunkt derfor kun gå i kamp, hvis de bliver beskudt af fjenden.

M24 var kun i tjeneste i en kortere årrække, idet de fra 1962 blev suppleret/erstattet af M41 Walker Bulldog. I modsætning til andre kampvogne i dansk tjeneste, blev M24 hverken levetidsforlænget eller opgraderet. 
Det skyldes dels køretøjernes tekniske stand, dels det forhold, at der var udsigt til at modtage mere moderne materiel via våbenhjælpen og dels at potentialet til opgradering ikke var til stede på samme måde, som tilfældet var vedrørende M41 og Centurion.

M24 Chaffee var dog en populær opklaringskampvogn under 2. Verdenskrig. Den blev anvendt af det danske forsvar fra 1953 til 1962 og helt udfaset i 1975.

I det norske forsvar valgte man at opgradere M24 efter en model, der ligner den proces, de danske M41 gennemgik. Den opgraderede norske M24 blev betegnet NM-116.

Vores udstillede M24 er ikke kørende, kun static display. Nogle af de andre køretøjssamlinger i Danmark har kørende udgaver.

M24 Chaffee
Oprindelsesland: USA
Type: Let kampvogn
Hastighed: 56 km/t
Rækkevidde: 160 km
Vægt: 17,7 tons kampklar
Bredde: 2,95 m
Højde: 2,77 m
Længde: 5,03 m vognen / 5,53 m kanon kl. 12
Besætning: 5 mand
Bevæbning: 75 mm M6 kanon, 12,7 mm kuppelgevær (TMG), 7,62 mm tårn- og bovgevær (LMG)
Motor: 2 stk. Cadillac benzin V8-cylinder 44T24, 5,7 liter, 220 HK i alt
Transmission: –
Indførelses år: 1953
Udfaset år: 1962 (1975)