www.pansermuseet.dk
M6 GMC C15TA (Mosegris)

Pansret mandskabsvogn, 4×4 M6, denne vogn var hærens første køretøj med betegnelsen Pansret Mandskabsvogn (PMV). Den blev bedre kendt under sit folkelige navn MOSEGRISEN. Vognen, der var indkøbt i England, var bl.a. beregnet til transport af panserskytter.

Den canadisk byggede pansrede mandskabsvogn GMC CT15A eller ”M6”, fik i dansk tjeneste hurtigt tilnavnet ”Mosegrisen” på grund af dens noget særegne design, der har ligheder med dyret af samme navn. Mosegrisen blev anvendt i skyttedelingerne fra 1947 til midt i 60erne, hvor de blev afløst af PMV M113.

Formålet med køretøjet var at transportere en infanterigruppe, når disse opererede i sammenhæng med de pansrede opklaringskøretøjer Humber Scoutcar og Humber Mk. IV. 

Mosegrisen blev bygget i et antal af 3.961 stk. i perioden 1943 til 1945. Alle de danske køretøjer var tidligere blevet brugt under 2. verdenskrig af de engelske styrker. 

Selv om Mosegrisen betegnes som en ”pansret mandskabsvogn” skal det retfærdigvis nævnes, at det kun var den forreste del af køretøjet, der var pansret. Infanterigruppen var kun beskyttet mod beskydning forfra og fra siden, idet mandskabsrummet kun var overdækket med en lærredspresenning.

Mosegrisen blev også anvendt som kommando- og radiovogn, og som ambulance i hæren, samt Politiet brugte vognen i forbindelse med “anti-terror” beredskabet på lufthavnen i Kastrup m.fl.

Det udstillede køretøj er fuldt køreklar.

M6 GMC C15TA (Mosegris) 4×4
Oprindelsesland: Canada
Type: Pansret mandskabsvogn
Hastighed: 72 km/t
Rækkevidde: –
Vægt: 4,5 tons
Bredde: 2,3 m
Højde: 2,1 m
Længde: 4,7 m
Besætning: 2 + 8 mand
Bevæbning: –
Motor: G.M. 270 6-cylinder 4,4 liter benzin 104 HK
Transmission: –
Indførelses år: omkring 1947
Udfaset år: omkring 1965-67 Hæren (omkring sidst i 70erne Lufthavns Politiet, Kastrup)